Sygesikringen

Sygesikringshenvisning psykolog

Der er inden for bestemte problemstillinger offentligt tilskud til psykologhjælp i Danmark. Du kan få en henvisning via egen læge, hvis du har en krise på baggrund af bestemte hændelser, der er sket indenfor det seneste år (gælder kategorierne 1-8). Eller hvis du har været udsat for sexuelle overgreb, inden du fyldte 18 år (kategori 9). Eller hvis du opfylder kriterierne for let-moderat angst– eller depressionstilstand (kategori 10,11). Er du 18-24 år (blot under 25 år i forhold til lægens datering af henvisningen) og lider af angst/depression kan du få gratis psykologhjælp, hvis du har fået en henvisning fra lægen.

Vær opmærksom på at en psykolog skal hente din henvisning fra henvisningshotellet, inden den bliver 3 måned gammel; henvisninger ældre end 3 måned er nemlig ugyldige (regnet fra lægens datering).

Det også muligt at få sin sygesikringskonsultation pr. tlf. eller video.

Omfattet af overenskomsten er:

  1. Røveri-, volds- og voldtægtsofre
  2. Trafik- og ulykkesofre
  3. Pårørende til alvorligt psykisk syge
  4. Personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom
  5. Pårørende til personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom
  6. Pårørende ved dødsfald
  7. Personer, der har forsøgt selvmord
  8. Kvinder, der har fået foretaget abort efter 12. graviditetsuge
  9. Personer, der inden det fyldte 18. år har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb
  10. Personer med let til moderat depression over 18 år.
  11. Personer, der lider af let til moderat angst, herunder let til moderat OCD, over 18 år. (Social fobi er med, Enkelt fobier er ikke dækket af sygesikringen).

Vær opmærksom på, at der for de første 8 kategorier gælder, at hændelsen skal være sket/diagnosen skal være stillet inden for det seneste år, regnet fra lægens datering af henvisningen.

Du kan læse en uddybning af henvisnings kategorierne her og se, hvad der skal til, for at du opfylder kravene til en henvisning.

Vær desuden opmærksom på at selv om du har fået en henvisning fra lægen, er den ikke nødvendigvis gyldig. Som psykologer har vi pligt til at tjekke henvisningens gyldighed. Sygesikringen udbetaler ikke honorar til psykologen for ydelser med ugyldige henvisninger. De hyppigste fejlhenvisninger er henvisning på årsager, der er sket for mere end et år siden, eller henvisning på spiseforestyrrelser  (En spiseforstyrrelse er ikke en fysisk invaliderende sygdom i overenskomstens forstand, men en psykisk lidelse, som sygesikringen ikke dækker), eller henvisning på en Enkelt Fobi (som f.eks. flyskræk).

Gratis behandling til unge

Unge, der er mellem 18-24 år og som har en henvisning på psykologbehandling af angst eller depression, får dækket hele psykologens honorar af regionen.

Der skal gøres opmærksom på, at hvis en person på 24 år henvises og dermed har ret til vederlagsfri behandling, så er det fortsat vederlagsfrit selvom personen fylder 25 år undervejs i behandlingsforløbet. Hvis personen efter vederlagsfri behandling er blevet 25 år og får en genhenvisning til yderligere 12 konsultationer, så er det også vederlagsfrit.

Hvad kan jeg gøre, hvis jeg har fået en lægehenvisning på angst eller depression og ikke kan finde en sygesikringspsykolog, der kan tage mig ind, og jeg ønsker nu?

Du kan selv betale, hvis du har mulighed for det, og komme i behandling inden for kort tid. Kontakt klinikken for priser og muligheder, eller kontakt en af psykologerne direkte.

Sygeforsikringen danmark giver tilskud på 300 kr. pr konsultation til psykologhjælp ved autoriseret psykolog til alle klienter inden for sygesikringens henvisningskategorier, hvis du ikke kan bruge din henvisning hos din psykolog og dermed ikke får sygesikringstilskudet. For unge mellem 16-25 år er tilskudet pr. konsultation 450 kr. De giver desuden tilskud til børn under 18 år (børn uanset årsag). Tjek danmark vedr. det maksimale årlige tilskud for psykologhjælp. Du får også tilskud til egenbetalingen, når du bruger din henvisning: 200 kr pr konsultation for voksne over 25 år, og 300 kr. for unge ml. 16-25 år.

Du kan forsøge at søge økonomisk hjælp til behandlingen gennem din sundhedsforsikring, sagsbehandler eller arbejdsgiver. Du kan henvise til ovenstående tekst, og fremføre vanskelighederne med at kunne bruge din sygesikringshenvisning.

Hvis du har mulighed for at blive henvist på en anden henvisningskategori, så kontakt din læge og forhør dig om det.