Vi lægger vægt på løbende evaluering af vores behandlingsforløb, da psykoterapiforskning har dokumenteret at det forbedrer udbyttet af behandlingen. Derfor spørger vi til dit velbefindende siden du var hos os sidst, hver gang du kommer til en konsultation. Ved slutningen af terapisessionen spørger vi til din vurdering af konsultationen, om du oplevede at vi arbejdede med det du havde brug for, og om metoderne passede til dig. Ved at høre din mening om forløbet, har vi mulighed for hele tiden at tilrette forløbet til dig. Selv om vi som klinikere er vant til at læse andre mennesker og på den baggrund har opmærksomhed på, hvordan vi skal møde dig, er det væsentligt med et åbent og ligefremt forhold til feedback, da der kommer aspekter frem som vi ikke kan gætte os til. Det sikrer tillid, tryghed og fleksibilitet i forløbet – og det bedste udbytte for dig.