Depression er en tilstand, der rammer mange mennesker i dag. Ifølge WHO er depression den fjerdehyppigste sygdom i verden og vil blive den næstmest udbredte i 2020 (WHO, 1998).
Depression påvirker en person både følelsesmæssigt, kropsligt, adfærdsmæssigt og kognitivt. I klinikken behandler vi såvel lettere, som moderate og svære depressioner. Depressioner har en tendens til at vende tilbage, derfor er det vigtigt at få en grundig behandling, og at forebygge tilbagefald.
Depression er kendetegnende ved symptomer som
- tristhed og nedsat stemningsleje
- opgivelse og håbløshedsfølelse,
- manglende energi,
- selvbebrejdelser og skyldfølelse
- søvnbesvær
Du vil måske opleve, at dine tanker om dig selv, omverdenen og fremtiden er meget negative. Du vil måske være plaget af rumination og bekymringstanker – dvs. tanker, der kværner i hovedet og som er vanskelige at slippe. Måske lider du af selvbebrejdelser, og af handlingslammmelse i forhold til dine muligheder for at ændre på din livssituation. Hvis du føler, du ikke kan finde mening og ikke kan overskue hverdagen, kan det være vanskeligt at række ud efter hjælp.
Terapi kan give dig mulighed for at opleve, at der er en vej ud af depressionen. Du vil genfinde følelsen af, at du har indflydelse på dit liv, hvormed du vil mærke, at håbløsheden letter og meningen med din tilværelse vender tilbage eller etableres. I terapien vil vi arbejde med dine aktuelle depressive symptomer, årsagerne til at depressionen opstod og de faktorer, der vedligeholder den. Gennem et systematisk forløb med kognitiv terapi/ integrativ psykoterapi vil du lære redskaber som tankeanalyse, selvhypnose og mindfulness. Målet er ikke blot at du bliver lettet for din depression, men desuden at du forebygger tilbagefald.